Historien starter en oktober eftermiddag for mange år siden hvor en lille dreng købte et Fleischmann Piccolo startsæt sammen med en HSV transformator i legetøjsafdelingen i et stormagasin i en af de største danske byer. Det havde længe været drengens højeste ønske at få et modeltog, så efter at have sparet sammen gik drømmen i opfyldelse.
I første omgang skaffede drengens far en spånplade på 120x50cm og drengen begyndte at sætte skinner sammen. I første omgang til en oval, men så langsomt mere og mere avanceret. På et tidspunkt blev det til en oval med et tværsgående spor - så kunne toget jo vendes - det kostede imidlertid HSV transformatoren livet. Livet med DC, 2 poler og kortslutninger viste sig for første gang fra den grimme side. Efter transformatoren var blevet repareret virkede det stadig ikke, men efter at have lavet forsøg med at pille skinnerne fra hinanden forskellige steder - det måtte jo være skinnerne der var problemet på een eller anden måde - så gik det op for drengen at der nok var noget uheldigt ved det tværsgående spor, og efter lidt mere kiggen på skinnerne, så var konklusionen klar - der var jo egentlig en kortslutning mellem de 2 skinner hvis man fulgte dem rundt.
Det viste sig hurtigt at de 120x50cm ikke gav mulighed for ret meget bane, så inden længe fik drengens fader en idé til hvordan man kunne udnytte noget skabsplads over nogle garderobeskabe. Det kunne blive til 2 plader på ca. 110x110cm - et enormt areal med plads til ufattelige mængder af skinner. Over de næste 5-6 år blev der opbygget et anlæg med en 3 sporet oval med en station i den ene ende og Fleischmanns læsserampe i den anden.
Da drengen nåede op i teenage-alderen blev det dog for kedeligt med den 3 sporede oval - der var meget få rangeringsmuligheder og begejstringen holdt ikke så længe for at sidde og se på 3 tog der kørte om kap. I en svensk bog af Jan Jangö om modeljernbaner havde der været en artikel om Bruno Kock og hans Yxkrokens Järnväg, som havde været dybt fascinerende. Efter at have målt og tegnet meget viste det sig at de 220x110cm stort set var den perfekte størrelse til et tilsvarende anlæg i N. Drengen kastede sig nu ud i det store projekt med at lave en kopi. Projektet kørte over flere år, men kuldsejlede til sidst da drengens gymnasietid startede. Projektet var kun halvfærdigt, men der kunne køres på anlægget.
Der gik nu mange år hvor materiellet bare stod i kasser i et skab, og det meste på de 2 plader blev afmonteret.
Modeltoget i barndommen og flirten med elektronik, bygning af kørekontrollere o.lign. kom til at påvirke drengen på mange måder, bl.a. uddannelse.
Efter endt uddannelse gik der nogle år uden tanke for den gamle hobby, men en dag fik den unge mand øje på noget spændende N-materiel i et vindue hos en kendt tog-forretning. Han gik indenfor og kiggede, og i løbet af ganske kort tid opstod igen lysten til at bygge et anlæg.
Nu tillod pladsen i lejligheden ikke lige at lave et 10 kvadratmeter stort anlæg - eller for den sags skyld at lave et 1 kvadratmeters - der blev lavet forsøg med at få et anlæg med et vist driftspotentiale ned på 60x100cm, men anlægget ville enten blive baseret på en oval eller en kort punkt-til-punkt bane. Begge dele endte i skrotdyngen og valget faldt i stedet på et mikro-anlæg baseret på en 50x80cm plade med ramme under. Anlægget blev påbegyndt med det mål at bruge det til at opfriske og eksperimentere.
Her er en beskrivelse af mikroanlægget.
Efter flytning og noget om-organisering blev det så muligt at få afsat et rum til "togværelse", men efter flere år hvor rummet mest er blevet brugt til oplagring af andet "skrammel", så er konklusionen blevet at der nok aldrig kan fjernes tilstrækkeligt til at det bliver muligt at lave et fastmonteret anlæg. Derfor røg modeltoget igen lidt i baggrunden.
I efteråret 2006 begyndte en god ven at snakke om modeltog, men det viste sig at han har tilsvarende eller måske endog værre pladsproblemer. På et tidspunkt kom så idéen til at bruge moduler.
Her er beskrivelsen af udviklingen af modulstandarden.